houseofcharlotte

houseofcharlotte

Tanker der tænkes - ting der ses - udførte gerninger

Hvis vejen ikke nydes - er målet ikke værd at nå

At være alenemor..

FamiliePosted by Charlotte Illum Larsen Sunday, March 30 2014 19:33:06

At være alenemor til en 13-årig dreng kan indimellem være en udfordring... jeg er kvinde - han danner sig som ung mand... men jeg forsøger at være opmærksom og huske på at mænd og kvinder løser problemer forskelligt - går til ting på forskellig måde..

Skuret jeg havde drømt om skulle kalkes hvidt - fyldes med brændeovn, levende lys og sofaer med blomstrede vattæpper er nu blevet Ludvigs.. han har brug for sin hule - sit fristed.. og der er flere Søby-drenge der allerede har hørt rygtet og som kommer og hjælper med indretningen... der er høj musik - der er kroge til at hænge cykler i - der er værktøj og høvlebænk... og jeg står klar med rugbrødsmadder med spegepølse og leverpostej... og store ører der gerne lytter

Jeg har lyst til at favne dem alle - give dem hjemmestrikkede sokker og pasta med kødsovs til det står ud af ørerne på dem... men jeg kaster et håndtegn - sætter reglerne - og er lige i nærheden hvis der er brug for det

I dag tog han hækkesaksen, som jeg havde dømt til udsmidning, med ind i værkstedet - sleb den - og klippede lavendelhækken som hed han Edward Saksehånd til mellemnavn...

Jeg gider rigtig godt være mor til Ludvig 13 år... helt vildt gider jeg det



  • Comments(0)//www.houseofcharlotte.dk/#post947