houseofcharlotte

houseofcharlotte

Tanker der tænkes - ting der ses - udførte gerninger

Hvis vejen ikke nydes - er målet ikke værd at nå

Julen 2015

FamiliePosted by Charlotte Illum Larsen Monday, December 28 2015 14:21:23
Julen har været fyldt med nærvær og samvær med familien. Maden har været god og rigelig - og lige nu gør en rugbrød med spegepølse det fint ud for frokost

Juleaften hos Line - en dejlig aften hvor alt var som det skulle være - og lige lidt mere til

1. juledag - afslapning hos Mor og Karlo - strik og snak

2. juledag - familiejulefrokost hos Mor og Karlo - og jeg glædes hvert år over at Mor stadig har den brødserviet jeg broderede til hende i 1982

3. juledag gik turen hjem - jeg fik hentet Ludvig hos Bo - vi fik tømt Føtex i Svendborg for lidt af det meste i ventetiden på færge

Nu er julen pakket ned - og det røde er afløst af ajaxduft og hvide tulipaner
Jeg er ved at være klar til at lukke 2015 ned og starte 2016 op

  • Comments(1)//www.houseofcharlotte.dk/#post973

Jeg glæder mig til April..

FamiliePosted by Charlotte Illum Larsen Monday, October 12 2015 17:49:37
Til April bliver jeg Mormor igen. Mormor til nr. 3 - 3 helt igennem vidunderlige, skønne, smukke, helt unikke børnebørn.. Strikkepindene gløder, jeg kan ikke finde ud af unisex - så jeg har lavet en skuffe til dreng- - og en til pigestrik

Jeg glæder mig usigeligt til at kysse den lille næse - dufte mit barnebarn i nakken - og bare kigge mig mere og mere sulten, i stedet for mæt - på det lille væsen..


Lige nu får dette billede det helt bløde smil frem hos Onkel Ludvig og Mormor...

Det er større end stort - hver gang!!


  • Comments(2)//www.houseofcharlotte.dk/#post964

Ludvig 14 år..

FamiliePosted by Charlotte Illum Larsen Wednesday, February 25 2015 11:56:26
Jeg vækkede ham med sang - kl. 6.15 - med gaver og kuvert fra posten... Jeg har fundet Johannes frem - han står og smiler skævt i potteplanten i vindueskarmen - ellers er det ikke fødselsdag

Bager Finn har skrevet "Tillykke Ludvig" med sin fineste håndskrift - og det pynter nu en brunsviger.. jeg købte også et par af hans gode boller - en med rosiner til mig - en uden til fødselaren..

Og der skal serveres varm kakao til - og iskold flødeskum på toppen... og måske er der kommet flere kuverter med Postmand Per inden han kommer fra skole??!!

Han bliver 14 år idag - min yngstemand - Han er lige så høj som mig - og har de største fødder.. Han er en glad, lidt genert, teen-ager..





  • Comments(2)//www.houseofcharlotte.dk/#post957

En festmandag...

FamiliePosted by Charlotte Illum Larsen Monday, February 16 2015 08:14:52
Man skal huske at kigge feriekalender - og huske at fastelavnsmandag er idag - og at der så ikke er skolegang... så nytter det ikke at stå op kl. 6.15 - lave kø ved badeværelset - dække morgenbord og smøre madpakke... genne den lange teenager ud af døren med kram og "Ha den fedeste dag Ludvig"...

Han ventede - og frøs - forstod ikke at han skulle være alene ved busstoppestedet.. ringede hjem og spurgte hvorfor bussen ikke kørte...

Jeg var foldet som et stort spørgsmålstegn - ringede Jesper Bus op og spurgte om bussen var forsinket - eller var kørt for tidligt.. Han har et herligt grin skal jeg oplyse for dem der ikke ved det.. og han morede sig kostligt ved at spørge om Ludvig gerne ville i skole idag?.. lige der dæmrede det for mig.. igår gav jeg mønter til en flok udklædte børn i Aalborg der sang om boller op og ned... var det mon noget med Fastelavn - og dermed fridag?

Ind på intra og lede efter feriekalender... ringe Ludvig op og sige - kom bare hjem - du har fri idag..

Vi undlader at klæde os ud og rasle mønter ind.. vi laver en kop te og kaffe.. nyder at vi kan kigge på hinanden idag.. sådan helt uventet

Jeg har 3 kg hakket kød der venter på at blive til frikadeller til fryseren.. vi kunne jo snuppe en nylavet en til frokost.. der er også hjemmebagt rugbrød.. jeg tror jeg lader propperne springe og giver en sodavand til..






  • Comments(3)//www.houseofcharlotte.dk/#post954

Stærke kvinder

FamiliePosted by Charlotte Illum Larsen Tuesday, October 21 2014 18:57:47
På min fødselsdag var en fotograf hurtig og fangede nogle øjeblikke hvor jeg var tæt på mine tøser.. jeg elsker dem - jeg er stolt af dem - jeg forsøger at give dem plads til at blive voksne kvinder - og stadig være i baggrunden

Jeg lytter - jeg holder - jeg elsker - jeg forsøger at holde det der svulmende hjerte lidt i ave... selv hvor de er voksne mærker jeg trangen til at tage dem op - bære dem - holde dem - dufte dem i nakken... sådan er det at være Mor

Billedet er stærkt - er smukt - er kærligt

De er der for mig - nu hvor jeg er halt - sygemeldt - stressramt.. de gør det kærligt, fint, med omtanke

Mine piger!!


  • Comments(0)//www.houseofcharlotte.dk/#post950

Lørdag i September

FamiliePosted by Charlotte Illum Larsen Saturday, September 06 2014 10:58:35
Der er cykelløb i gaderne i Søby - og gode tilbud i Brugsen

Vasketøj er hængt ud og jeg vil lige om lidt vise støvsugeren hvor fint jeg bor - helt ud i hjørnerne. Jeg mærker ro og stille glæde

På Fyn er der gang i mine dejlige børnebørn - man skal prøve det for at vide hvor godt og kærligt de små fylder i hjertet. Man skal prøve det for at vide hvor højt man elsker at være Mormor til 2 små drenge

William hjælper Far med ombygning - og Oscar betragter verden med store øjne og højt hævet hoved. Jeg vil altid være deres Mormor. Mormor på Ærø, det smager lidt af pandekager med jordbærsyltetøj - af is på havnen og sommerdage..


og snart - snart skal jeg se dem - kilde dem på maven - stjæle et knus og et kys.. snart








  • Comments(0)//www.houseofcharlotte.dk/#post949

At være alenemor..

FamiliePosted by Charlotte Illum Larsen Sunday, March 30 2014 19:33:06

At være alenemor til en 13-årig dreng kan indimellem være en udfordring... jeg er kvinde - han danner sig som ung mand... men jeg forsøger at være opmærksom og huske på at mænd og kvinder løser problemer forskelligt - går til ting på forskellig måde..

Skuret jeg havde drømt om skulle kalkes hvidt - fyldes med brændeovn, levende lys og sofaer med blomstrede vattæpper er nu blevet Ludvigs.. han har brug for sin hule - sit fristed.. og der er flere Søby-drenge der allerede har hørt rygtet og som kommer og hjælper med indretningen... der er høj musik - der er kroge til at hænge cykler i - der er værktøj og høvlebænk... og jeg står klar med rugbrødsmadder med spegepølse og leverpostej... og store ører der gerne lytter

Jeg har lyst til at favne dem alle - give dem hjemmestrikkede sokker og pasta med kødsovs til det står ud af ørerne på dem... men jeg kaster et håndtegn - sætter reglerne - og er lige i nærheden hvis der er brug for det

I dag tog han hækkesaksen, som jeg havde dømt til udsmidning, med ind i værkstedet - sleb den - og klippede lavendelhækken som hed han Edward Saksehånd til mellemnavn...

Jeg gider rigtig godt være mor til Ludvig 13 år... helt vildt gider jeg det



  • Comments(0)//www.houseofcharlotte.dk/#post947

Sidste dag med en 12-årig

FamiliePosted by Charlotte Illum Larsen Monday, February 24 2014 20:31:47

I dag er det sidste dag med en 12-årig.. og hvor har jeg dog nydt at være Mor til 12-årige Ludvig. Jeg har nydt at følge hans udvikling - både den mentale - den sociale - og vokseværket der har forvandlet ham til en lang dreng med store fødder

Jeg undres stadig over hvorfor man skal ha noget på hovedet hele tiden - når man samtidig går meget op i at blive klippet af Margit med jævne mellemrum

Jeg forbavses stadig over så dyb hans stemme er blevet - og hvor de begyndende mandehår på benene kommer fra

.. og det jeg troede var sovs fra middagen - viste sig at være spirende overskæg

Han kryber udenom når der er et kamera i nærheden - men her er han fanget sammen med Ældstesøsteren



  • Comments(1)//www.houseofcharlotte.dk/#post946
Next »